|
|
|
|
|
Politiken, 2. august 2011 |
Af Thomas Michelsen |
|
Schubert: Die schöne Müllerin, Kopenhagen, Tivolis Koncertsal |
|
Publikum ødelagde magien til stjernekoncert
|
|
Den smukke koncert med supertenoren Jonas Kaufmann blev afbrudt af
klapsalver.
Stemmen er påfaldende mørk i klangen, sådan hen i
retning af en rigtig, maskulin barytonklang, og karrieren har allerede ført
den tyske supertenor Jonas Kaufmann helt til det fjerne og vokalt voldsomme
Wagnerland.
Han har sunget Lohengrin i Bayreuth sidste år, og i april
debuterede han som Siegmund på Metropolitan-operaen i New York. Til glæde
for publikum og begejstrede kritikere.
Så hvordan lød det, da
Kaufmann mandag aften sang noget helt anderledes sart og intimt. Nemlig
Schuberts lied-fortælling om en ulykkeligt forelsket møllersvend, der ender
med at drukne sig, fordi den møllerdatter, han har forelsket sig i, ikke vil
have ham?
Den smukke møllerdatter 'Die schöne Müllerin' (på dansk:
den smukke møllerdatter) er til en start jublende, senere dybt tyngede sange
fra et romantisk, ungt hjerte.
Forelskelsen er nemlig helt på
møllersvendens side, mens møllerdatteren hellere vil have den virile jæger
fra skoven, og Jonas Kaufmann mestrer sangene til sidste detalje.
Sammen med verdens nok mest garvede akkompagnatør i denne genre, pianisten
Helmut Deutsch, har han forrige år cd-udgivet 'Die schöne Müllerin', og de
to vidste præcis, hvad de ville med hver eneste nuance og hvert eneste
moment i fortællingen, der ender så sørgeligt.
Til gengæld kunne man
blive i tvivl om, hvorvidt den fyldte Tivolisal, der havde købt dyre
billetter til stjerneaftenen, helt vidste, hvad det gik ud på.
Afbrudt af klapsalver Efter den fjerde af de i alt 20 sange bragede
klapsalver løs, så Deutsch måtte række afværgende ud med hånden.
Det
er bestemt ikke kutyme at klappe mellem sangene i en liedcyklus som 'Die
schöne Müllerin', og Kaufmann så et øjeblik betuttet ud, inden han smilede.
De på en gang spredte og begejstrede klapsalver kom igen flere gange i
løbet af den time, der skulle have været ubrudt magi – som var der tale om
en lagkageaften med forskellige operaarier – og det var sært sådan at opleve
en mangel på kommunikation mellem sal og scene.
For Jonas Kaufmann og
Helmut Deutsch gav ellers publikum alle muligheder for at falde ind i
Schuberts smukke sange og bare drive med møllersvenden og hans ledsager,
bækken, på deres rejse gennem det, der er en liedcyklus. Altså en
sammenhængende beretning i form af sange med klaverledsagelse.
Solrig
fuldklang og sarte tekstfortolkninger Kaufmann med den mørkfarvede tenor
er som sagt ved at udvikle sig til en dramatisk sanger.
Lige så
følsomme hans udtyndinger i højden var, når dynamikken skulle ned i lavt
gear, lige så afslørende var deres luftige karakter i forhold til det
faktum, at manden nu er operasanger i den tungere klasse, og at han ifølge
interview på nettet ser Verdis absolut tungeste parti, Otello, i horisonten
som noget, han skal tage fat på om måske bare fem år.
Superstemmen
leverede solrig fuldklang og sarte tekstfortolkninger, men der er dygtige
liedsangere derude, der nu er tættere på Schuberts sarthed end Kaufmann.
Friskt og let ekstranummer Der var balance, styrke og fornemt
sammenspil som ramme for aftenens Schubertoplevelse, og givet Kaufmanns ryk
mod de tunge operaroller var det flot, hvad han gjorde med 'Die schöne
Müllerin'.
Til gengæld kunne forståelsen mellem dele af publikum og
kunstnerne på scenen have været bedre. På de præmisser var det forståeligt,
at tenoren og hans mesterpianist sluttede med Schuberts lille, blankt
sprællende 'Die Forelle' som et hurtigt, friskt og let ekstranummer.
Næsten skødesløst sunget. Magien fik ikke lov at stå uantastet og intakt.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|