Politiken, 2. august 2011
Af Thomas Michelsen
Schubert: Die schöne Müllerin, Kopenhagen, Tivolis Koncertsal
 
Publikum ødelagde magien til stjernekoncert
 
 
Den smukke koncert med supertenoren Jonas Kaufmann blev afbrudt af klapsalver.

Stemmen er påfaldende mørk i klangen, sådan hen i retning af en rigtig, maskulin barytonklang, og karrieren har allerede ført den tyske supertenor Jonas Kaufmann helt til det fjerne og vokalt voldsomme Wagnerland.

Han har sunget Lohengrin i Bayreuth sidste år, og i april debuterede han som Siegmund på Metropolitan-operaen i New York. Til glæde for publikum og begejstrede kritikere.

Så hvordan lød det, da Kaufmann mandag aften sang noget helt anderledes sart og intimt. Nemlig Schuberts lied-fortælling om en ulykkeligt forelsket møllersvend, der ender med at drukne sig, fordi den møllerdatter, han har forelsket sig i, ikke vil have ham?

Den smukke møllerdatter
'Die schöne Müllerin' (på dansk: den smukke møllerdatter) er til en start jublende, senere dybt tyngede sange fra et romantisk, ungt hjerte.

Forelskelsen er nemlig helt på møllersvendens side, mens møllerdatteren hellere vil have den virile jæger fra skoven, og Jonas Kaufmann mestrer sangene til sidste detalje.

Sammen med verdens nok mest garvede akkompagnatør i denne genre, pianisten Helmut Deutsch, har han forrige år cd-udgivet 'Die schöne Müllerin', og de to vidste præcis, hvad de ville med hver eneste nuance og hvert eneste moment i fortællingen, der ender så sørgeligt.

Til gengæld kunne man blive i tvivl om, hvorvidt den fyldte Tivolisal, der havde købt dyre billetter til stjerneaftenen, helt vidste, hvad det gik ud på.

Afbrudt af klapsalver
Efter den fjerde af de i alt 20 sange bragede klapsalver løs, så Deutsch måtte række afværgende ud med hånden.

Det er bestemt ikke kutyme at klappe mellem sangene i en liedcyklus som 'Die schöne Müllerin', og Kaufmann så et øjeblik betuttet ud, inden han smilede.

De på en gang spredte og begejstrede klapsalver kom igen flere gange i løbet af den time, der skulle have været ubrudt magi – som var der tale om en lagkageaften med forskellige operaarier – og det var sært sådan at opleve en mangel på kommunikation mellem sal og scene.

For Jonas Kaufmann og Helmut Deutsch gav ellers publikum alle muligheder for at falde ind i Schuberts smukke sange og bare drive med møllersvenden og hans ledsager, bækken, på deres rejse gennem det, der er en liedcyklus. Altså en sammenhængende beretning i form af sange med klaverledsagelse.

Solrig fuldklang og sarte tekstfortolkninger
Kaufmann med den mørkfarvede tenor er som sagt ved at udvikle sig til en dramatisk sanger.

Lige så følsomme hans udtyndinger i højden var, når dynamikken skulle ned i lavt gear, lige så afslørende var deres luftige karakter i forhold til det faktum, at manden nu er operasanger i den tungere klasse, og at han ifølge interview på nettet ser Verdis absolut tungeste parti, Otello, i horisonten som noget, han skal tage fat på om måske bare fem år.

Superstemmen leverede solrig fuldklang og sarte tekstfortolkninger, men der er dygtige liedsangere derude, der nu er tættere på Schuberts sarthed end Kaufmann.

Friskt og let ekstranummer
Der var balance, styrke og fornemt sammenspil som ramme for aftenens Schubertoplevelse, og givet Kaufmanns ryk mod de tunge operaroller var det flot, hvad han gjorde med 'Die schöne Müllerin'.

Til gengæld kunne forståelsen mellem dele af publikum og kunstnerne på scenen have været bedre. På de præmisser var det forståeligt, at tenoren og hans mesterpianist sluttede med Schuberts lille, blankt sprællende 'Die Forelle' som et hurtigt, friskt og let ekstranummer.

Næsten skødesløst sunget. Magien fik ikke lov at stå uantastet og intakt.
 

 

 
 
 
 
 






 
 
  www.jkaufmann.info back top