Politiken, 19. feb. 2014
Thomas Michelsen
Stjernetenor fortolker lieder med særegen sart klang
 
Jonas Kaufmann har sit eget tilbageholdte tag på ’Winterreise’

Han sang Schuberts liedcyklus ’Die schöne Müllerin’ i Tivoli i 2011, og allerede dengang kunne man både nyde den eksklusive fortolkningskunst og frustreres over, at Jonas Kaufmanns stemme er for stor til Schuberts intime univers.

Nu har den tyske stjernetenor med den internationale top-operakarriere indspillet Schuberts anden og ultimative cyklus af sange til romantiske digte af ’Die schöne Müllerin’s forfatter, Wilhelm Müller. ’Winterreise’ hedder den, og begge reaktioner vender forstærket tilbage, når man lytter til det nye album.

Der er tale om en nuanceret, kontrolleret og, ikke mindst, dynamisk bredspektret fortolkning, hvor det som sædvanlig er Kaufmanns østrigske superpianistpartner Helmut Deutsch, der sidder ved flyglet.

Usædvanlig slagstyrke
Til Deutschs forbilledligt enkle og følsomt registrerende akkompagnement synger Jonas Kaufmann sangene om den ulykkeligt forelskede, afviste digter, som fremmed i verden vandrer kulden og døden i møde, til han til sidst står på isen sammen med en forfrossen spillemand, som måske, måske ikke er døden selv.

Jonas Kaufmann er langt i sin karriere som Verdi- og Wagnersanger. Han markerede begge operakæmpers 200-år sidste år med ariealbum, der viser, hvor tæt han er på de ultimativt kraft- og staminakrævende operapartier som Verdis Otello. Stemmen er med andre ord ingen lille eller lyrisk tenor, men et særdeles kraftfuldt instrument.

Kaufmann lader den dundre flere gange undervejs på et Schubertalbum, der dermed får usædvanlig slagstyrke. Men han balancerer de omhyggeligt udvalgte kanonsalutter med sin særegne og sarte, næsten åndelette blandingsklang, der matteret og tilbageholdt i karakteren tillader ham at dyrke de sarte nuancer, Müllers og Schuberts cyklus forlanger.

Det er dygtigt gjort. Helt enormt dygtigt, endda. Teksttolkningen er i bedste tyske liedtradition minutiøs og kontrolleret, og når man læser sig til, at dette album er blevet til som liveoptagelse ved en enkelt koncert i München i efteråret, må man imponeres. Det er ikke sådan, de omhyggeligt nussede og pussede liedalbum ellers indspilles, men Kaufmann og Deutsch har overskuddet til sådan en præstation.

Tilbage står bare, om man kan lide Jonas Kaufmanns tilbageholdt-kontrollerede klangleg, der tillader ham at synge sarte lieder, mens Verdi- og Wagnerkarrieren buldrer af sted.

Jeg er ikke sikker på, jeg er så pjattet med den længere. Men at påstå, at dette er mindre end fornem liedfortolkning i alle nuanceringerne og de små dispositioner undervejs, ville være dumt og arrogant.

Kort sagt: Det beror på ens smag, om man kommer til at elske denne opfølger til ’Die schöne Müllerin’, som Jonas Kaufmann og Helmut Deutsch indspillede allerede i 2009.´


 
 

 

 
 
 
 
 






 
 
  www.jkaufmann.info back top