Kristeligt Dagblad, 15. maj 2013

Peter Dürrfeld

Ringen i luksusudgave

Sangerne på denne udgivelse er af ypperste klasse hele vejen igennem

Som anmelder skal man vare sig for i tide og utide at betegne indspilninger af musikhistoriens storværker som ultimative – men denne New York-udgave af Wagners Nibelungens Ring overgår alt, hvad jeg tidligere har oplevet. Det gælder ikke mindst den visuelle side af sagen. Producenten Robert Lepage har skabt en yderst spektakulær og fleksibel ramme om de fire operaer: Rhinguldet, Valkyrien, Siegfried og Ragnarok (også kaldet Gudedæmringen). Et 45 tons tungt apparatur, der minder om en kæmpemæssig xylofon, og som kan vendes og drejes i mange forskellige retninger, er kernen i denne iscenesættelse. Dertil kommer, at ”xylofonen” kan spaltes og belyses med forskellige videoprojektioner, om det nu er en solnedgang eller Rhinens vand eller det flammende bål, der omgiver Brünnhilde. Et særligt højdepunkt er det, når valkyrierne i det berømte ”valkyrieridt” bruger Lepages monstrum som rutsjebane: ”Hojotoho! Hojoteho! Heiaha! Heiaha!” skråler de og ser ud, som om de har det rigtigt skægt. I orkestergraven spiller The Mets musikere, som om de mere end 16 timers samlede spilletid ikke er ét minut for meget. Der er to dirigenter, idet James Levines helbred efter de første to operaer ikke kunne stå for mosten. Italieneren Fabio Luisi tog over med sikkerhed og kompetence og lukkede Ringen på fornemste vis. Sangerne er af ypperste klasse hele vejen igennem. Den walisiske baryton Bryn Terfel er en myndig, undertiden lidt gangsteragtig Wotan, og Deborah Voight har stemmepragt som Brünnhilde, og så ser hun virkelig ud, som om hun nyder både at synge og agere. Hun smiler også i situationer, hvor handlingen – ja, man kan med god vilje tale om en sådan – lægger op til det. Tvillinge- og kæresteparret (Wagner mere end tangerer det incestuøse) er strålende besat med Jonas Kaufmann, virkelig en Wagner-tenor i særklasse, og Eva-Maria Westbroek. Og skurkene er i vokalmæssig henseende ikke til at stå for – med Eric Owens som en uhyre karismatisk Alberich. Endelig er helterollen som Siegfried besat med den amerikanske tenor Jay Hunter Morris. Han fylder rollen godt ud – uden dog helt at være i Kaufmanns klasse. Walt Disney har præget amerikansk kultur gennem hele det 20. århundrede. Han ville givetvis have elsket denne fantasifulde og fantastiske ”Ring”. Det er så afgjort den, man skal erhverve sig, hvis man vil lære Wagners mest ikoniske værk at kende. Gør man forsøget, skal man afsætte rigelig tid til det. Det er en rejse på 997 minutter plus alt det løse – og hertil kommer så dokumentaren ”Wagner’s Dream” på 114 min. Vil man ind under huden på Wagner og hans fagre rhindøtre, gør man klogt i at konsultere Henrik Nebelongs fire fremragende bøger, der opera for opera gennemgår ”Ringen”. De har både dansk og tysk tekst, og i marginen kan man se Wagners utallige ledemotiver, efterhånden som de optræder.