|
|
|
|
|
Politiken, 16. sep. 2015 |
Thomas Michelsen |
|
Råstærk mestertenor har det, konkurrenterne kun kan drømme om
|
Jonas Kaufmann står som vinder af
kapløbet mellem hans gamle og nye pladeselskab. |
|
Lørdag
kunne man opleve ham ved ’Last Night of the Proms’ med en stemme
så ekstremt maskulin og kraftfuld, at publikummer kastede
trusser op på scenen til ham. Hans vokale råstyrke er uhørt.
Og at Jonas Kaufmann sluttede aftenen i Royal Albert Hall af
med – som den første tysker nogensinde – at synge ’Rule,
Britannia!’, svarede nærmest til, at han havde gået på vandet.
Eftertragtet tenor
Tenoren fra München kan
tilsyneladende alt. Alle vil have en luns af ham, og Kaufmann
blev vred på Facebook, da det for nylig gik op for ham, at hans
tidligere pladeselskab, Decca, af samme grund planlagde at
overhale indenom med et album med arier af Puccini.
Det
skulle udkomme i åbenlys konkurrence med det nye af samme slags,
som hans nuværende selskab, Sony, releasede med ham i fredags.
Der er kun en lille håndfuld operasangere, som kan tjene
seriøse penge til deres pladebagmænd ved at udgive den slags
album, og Kaufmann hører til i flokken sammen med kollegaer som
Anna Netrebko og Cecilia Bartoli.
Men nu ligger begge
album der, og man må bare konstatere, at vinderen af efterårets
beskidte Puccini-konkurrence ikke er et af pladeselskaberne, men
Jonas Kaufmann selv. For selv om albummene er forskellige, er
den overlegne stemmebrug den samme, og hvad dén angår, bliver
man ikke snydt, uanset hvilket album man vælger.
Snyderiet ligger i, at Decca med ’The Age of Puccini’ faktisk
kun præsenterer tre stykker af den italienske komponist: to
arier samt et uddrag af operaen ’La rondine’, som Kaufmann har
indspillet sammen med sopranen Renée Fleming. Både disse tre
stykker og resten af albummet er genudgivelser fra det
bagkatalog, Kaufmann har hos Decca.
Et bagkatalog
selskabet givetvis har retten til at genudgive, som de vil.
Utraditionelt udtryk
De to arier, der indleder Deccas
udgivelse, er til gengæld to superhit. ’Så kold den lille hånd
er’ fra ’La bohème’ og ’E lucevan le stelle’ fra ’Tosca’ viser
begge, hvad Kaufmann kunne for syv år siden.
En suverænt
kontrolleret stemme med en bredde, der overgår grænserne for de
fleste andre tenorers ydeevne, giver tyskeren et udtryk af
dunkende testosteron, når han åbner munden.
Det er et
udtryk, der måske er utraditionelt, men som ikke overgås – og
som sætter Kaufmann i stand til at brede sig fra italiensk
verismo hos Puccini til voldsomme ’Wölse’-råb hos Wagner.
Det sidste viser han på sit to år gamle Wagner-album, og
også de øvrige arier på Deccas ’The Age of Puccini’, komponeret
af samtidige italienere som Ponchielli, Boito og Mascagni,
demonstrerer, hvordan Kaufmann ligesom engang Domingo henter sin
kraft fra en barytonbund, der hos ham ulmer som mørk mahogni
under tenoroverfladen.
Deccas genudgivelse er sat sammen
af highlights sunget med uimodståelig kraft og glød, og uddrag
fra Mascagnis ’Cavalleria rusticana’ rykker grænsen for
ultimativ styrke i det fortvivlede udtryk, en italiensk mand kan
opbyde, når han må sige farvel til sin mor.
Smækker man
Kaufmanns nyindspillede Puccini-album i afspilleren – det fra
Sony – fortsætter turen gennem tenordrømmeland. Og gennem næsten
hele Puccinis produktion.
Hos Sony er alt nyindspillet,
og alt er af Puccini. Men råstyrken er den samme straks fra de
indledende brudstykker af ’Manon Lescaut’. Det er alvoren også,
og det bør man måske kritisere Jonas Kaufmann for i dette
repertoire.
Selv når han skal en tur forbi den komiske
enakter ’Gianni Schicchi’, tager han fat med wagnersk
seriøsitet. Det er vildt imponerende, men ikke vildt
underholdende.
Hans svage toner kan lyde hule, og stemmen
virker i det hele taget sløret eller matteret, når Kaufmann
dæmper den.
Det er prisen for at slippe så voldsomme
kræfter løs. Men måden, han skifter mellem styrkegrader og
mellem stemmens registre på, er overlegen, og selv den mest
effektjagende operanørd kan få styret sin trang til for eksempel
høje h’er i et uddrag fra Puccinis helt tidlige opera ’Le Villi’
og stadionhittet ’Nessun dorma’.
Sidstnævnte er den
koncentrerede kulmination, pladen bygger op til, og Kaufmanns
bud ligger langt fra Pavarotti. Men det er mørkt, fokuseret og
suverænt disponeret.
Råstyrke og vokale skægstubbe
På genudgivelserne fra Decca har man glæde af Prags
Filharmoniske Orkester under dirigenten Marco Armiliato i
Puccini, mens det på resten af pladen er Antonio Pappano, der
akkompagnerer med sit italienske orkester og kor fra Accademia
Nazionale di Santa Cecilia i Rom.
På Sonys
nyindspilninger er det Pappano og hans romerske styrker, der
regerer fra start til slut. Pladen er simpelthen indspillet i
Rom, og med deres indforståede måde at trække vejret på er de
den ideelle bund for tenoren.
Her er både kor og ekstra
solister, og eneste anden lille ærgerlige ting er sopranen
Kristine Opolais, der har sunget ’Manon Lescaut’ med Kaufmann på
scenen, men som her lyder falmet og gammeldags.
Men det er på en måde ligegyldigt, når man hele tiden har
Kaufmanns tenor i øret. Straks efter et par rolige indslag fra
blandt andet ’La bohème’ leverer han suveræn sort alvor og så
meget overlegen barskhed og bid i uddrag fra Puccinis
westernopera ’La fanciulla del West’, at man simpelthen er blæst
bagover af kraften i et udtryk, man håber ikke ender med at køre
ham ned for tidligt.
Jeg kunne ikke lade være med til
sammenligning at lægge en anden ny tenorskive i afspilleren.
Kineseren Yinjia Gong er virksom på svenske scener.
Ledsaget af det finske symfoniorkester fra Lahti og dirigenten
Markus Lehtinen synger han ’E lucevan le stelle’ meget mere på
kernen af stemmens slanke klang, og hans ’Nessun dorma’ er en
helt anden oplevelse. Fint fokuseret. Men det
belcanto-agtige udtryk vender nærmest på højkant, når man lige
har lyttet til Kaufmanns magtdemonstrationer.
Det er
ellers fint alt sammen, hvis ikke lige Gong havde problemer med
sine høje toner, både hos Donizetti og Verdi, på en cd, der også
rummer franske uddrag af blandt andre Gounod.
Jonas
Kaufmann har den råstyrke og de vokale skægstubbe, andre tenorer
kun kan drømme om. Det er ekstremt. Men det er også ekstremt
fascinerende.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|