|
|
|
|
|
Information.dk, 2. august 2011 |
Valdemar Lønsted |
|
Schubert: Die schöne Müllerin, Kopenhagen, Tivolis Koncertsal |
|
Operastjerne i den svære liedkunst
|
|
Tenoren Jonas Kaufmann tiljubles for tiden i de største operahuse. Forleden
sang han Schuberts 'Die schöne Müllerin' i Tivolis Koncertsal. Det blev der
jublet over, blot ikke af vores anmelder
Den klassiske liedsang, som
den findes hos Franz Schubert, er en krævende olympisk disciplin. Ikke alene
skal sangeren og pianisten hver for sig veje hver frase, hver tone, hver
klangfarve, hver tempoforskydning på en guldvægt; de skal også indgå i et
solidarisk og sublimt partnerskab for at udforske den enkelte lieds poetiske
dybder, hvor klaveret ikke mere blot høres som ledsager, men bliver en
scenisk skikkelse, der uddyber, modsiger eller bifalder sangernes lyriske
ego. Og for publikums vedkommende er disciplinen på en vis måde lige så
krævende i koncertsalen, forudsat at man ikke kun ønsker at bade sig i
skønsang.
Man står sig godt ved at have forberedt sig, læst og
forstået den tyske tekst, for den kan være svær at gribe i flugten fra
scenen. Også selv om man sidder med næsen nede i det trykte program. Tre
tenorer
Den intime liedsang har længe været for nedadgående, også i
liedens moderlande, Tyskland og Østrig. Det er, som om brølene fra det
omrejsende operacirkus er løbet med opmærksomheden.
Og så alligevel:
Man kan spore tendenser til, at udviklingen er ved at vende. Det er således
helt usædvanligt, at man inden for en måned har kunnet gå til hele tre
koncerter med Schuberts Die schöne Müllerin med tre af tidens ypperligste
tenorer: Mark Padmore i Stoense Kirke, Werner Güra på Hindsgavl
Musikfestival og Jonas Kaufmann i Tivoli. Sidstnævnte havde samlet en fyldt
sal i mandags, det ville de to første næppe have gjort. Kaufmann er nemlig
superstjerne i operahusene, og det var den giraf, en del af publikum havde
betalt for at høre, ikke Schuberts sangcyklus. Det betød, at der i
begyndelsen blev klappet efter hver lied, dermed blev koncentrationen hos
sanger og pianist i nogen grad skudt i sænk, men dertil kom, at enkelte
hostende tilhørere i en periode saboterede seancen med en forbløffende
styrke og ikke mindst timing. Diskret akkompagnatør
Die schöne
Müllerin forløber som en sammenhængende fortælling om en ung mands deroute
som følge af ulykkelig kærlighed. Så enkel er historien, og så bundløs rig
på modsætningsfyldte følelser er den. Jonas Kaufmann og hans partner,
Helmuth Deutsch, har for længst indstuderet cyklussen minutiøst og
dybtgående, og de har indspillet den på en cd (Decca), som har vakt stor
opsigt her og der og alle vegne.
Jeg har ikke været en af beundrerne.
Og slet ikke efter at have oplevet Werner Güra og Christoph Berners
sindsoprivende version for tre uger siden.
Det var mærkbart allerede
fra den første sang, at Helmuth Deutsch valgte rollen som den diskrete
akkompagnatør, nobelt fintfølende, til tider æterisk, til tider robust,
altid rytmisk levende.
»Am I too loud?« spurgte den legendariske
kollega, Gerald Moore, i titlen på sin selvbiografi.
Og man måtte
svare ham:
»Oh no, old chap, absolutely not!«
Det samme kunne
gælde Deutsch, uden at de to pianister i øvrigt kan sammenlignes.
Visne blomster
Der var således skabt god plads omkring Jonas
Kaufmann, han kunne fortælle møllersvendens historie så lavmælt og dynamisk
nuanceret, som befandt man sig midt i en beskeden schubertiade på
komponistens tid. Men det var faktisk først midtvejs, Kaufmann fik skabt en
vedkommende skikkelse. Forinden havde han ‘skuespillet’ sig gennem sangene
med en lettere overfladisk psykologisk tegning, lidt vaklende toptoner uden
uskyldens ægte forventningsglæde og reelle sprækker ind til ængsteligheden,
tvivlen og den latente depression. Og de to sange, der udtrykker
overstrømmende glæde, »Ungeduld« og »Mein!«, blev enten hakket i stykker af
bar detaljefiksering eller afleveret for henkastet.
Men da rivalen,
jægeren, kom på banen, udløste det omsider en befriende intensitet hos
Kaufmann, vreden og ironien gnistrede fra hans øjne, og kulminationen kom
netop, hvor den skulle, på den tredjesidste sang: »Trockne Blumen«. Visne
blomster som den tabte kærlighed. Livløse gentagne molakkorder og en smuk,
enkel melodi i et tilbageholdt foredrag, som slutter med et euforisk opsving
i visionen om et kommende forår. Her nåede Kaufmann og Deutsch omsider helt
ind til marven af Schuberts kunst, i et Mitsprache des Gefühls, som det er
blevet sagt om det ideelle partnerskab mellem sangeren og pianisten. Her var
dødstille i salen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|