|
|
|
|
|
Politiken, 1. september 2010 |
Thomas Michelsen |
|
Stjernetenor kørte på reservehjulet
|
Jonas Kaufmann demonstrerede sikker
sangteknik i Tivolis Koncertsal.
|
Matteret
soto voce
Tværtimod var der sublime øjeblikke på en aften, hvor den høje, slanke mand
med kjolesættet, skægstubbene og det lækre hår lagde ud med fuld kontrol og
en nærmest sukket højtone i en arie fra Puccinis ’Tosca’.
Det matterede sotto voce, som Kaufmann i overraskende grad betjente sig af,
da han sang Lohengrin i Bayreuth i sidste måned, blev kombineret med næsten
fuld klang i den fortvivlede og smukke ’E lucevan le stelle’ fra samme
opera.
Men den sammenbidte koncentration løsnede først senere.
Stilsikker passion
Ponchiellis arie ’Cielo e mar’ kunne ikke undgå at sende tankerne i retning
af tyskerens sønderkørte kollega Rolando Villazón, der har lavet et album
med den titel, og som med et bekymrende usikkert teknisk fundament for få
uger siden i Tivoli viste, hvor skidt det står til med ham.
Men Kaufmann var i stand til at gennemføre med stilsikker italiensk passion
og en så flot ’Pourquoi me réveiller’ af franskmanden Jules Massenet, at der
ingen sammenligning var mellem den præstation og så Villazóns ulykkelige
crash i Tivoli 8. august.
Anden del af koncerten gav i det hele taget publikum – inklusive det fulde
royale udtræk plus Hr. Møller – en Kaufmann, som var sunget varm, og som
virkede friere. Selv om han stadig passede på og kørte opmærksomt i
kurverne.
Efter et medley af orkesterhøjdepunkter fra ’Carmen’ fik vi et
gennemfortolket glimt af et af stjernens succesfulde scenepartier, Carmens
tilbederhun har to tilbedere i operaen, derfor intet komme :) Don José, med
en smuk udtynding hele vejen op i højden.
Og så var det Wagnertid.
Klimaks med ruhed
Under en glidende overgang fra det æteriske forspil til første akt af
’Lohengrin’ direkte videre til gralsfortællingen fra tredje akt kom Kaufmann
på scenen for at synge højdepunktet fra den opera, der har vist sig at være
lidt af en udfordring.
Men indtrykket af en ekstremt musikalsk, tænkende og fornuftig sanger med en
vidunderligt middelhavsfarvet tenorstemme blev bekræftet.
Som en af dagens mest suveræne på sit felt tog tenoren let på Wagners
voldsomme udladninger, idet han nærmest greb fat i vokallinjen ovenfra.
Kulminationen blev et sikkert, åbent og velkontrolleret forte, som kun på
den absolutte klimaks klang med en ruhed, der mindede om, at Kaufmann lige
har haft et dyk med forkølelse og slid på stemmen.
De fire ekstranumre gav smukke oplevelser. Lehárs operettesag ’Dein ist mein
ganzes Herz’ og Federicos klagesang af komponisten Francesco Cilea lå smukt
og sad lige i skabet. Den afsluttende ’La donna e mobile’ væltede huset.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|