Politiken.dk, 8. maj 2009
Af Thomas Michelsen
Tysk tenor var uforglemmelig
 
Topform. Den tyske tenor Jonas Kaufmann har netop nået tinderne. Onsdag aften stod han for første gang på en københavnsk koncertscene ... eller rettere i festsalen på et dansk kunstmuseum.

Jonas Kaufmann gav publikum en helt uforglemmelig aften med lieder af Schubert, Schumann og Strauss.
 
Det næste, han skal i denne måned, er at synge den mandlige hovedrolle i ’Tosca’ på Wiener Staatsoper og på Deutsche Oper i Berlin.

Onsdag aften var han for første gang i Danmark, og publikum, der fyldte festsalen i Glyptoteket, fik nøjagtig det samme program, som Jonas Kaufmann havde sunget om mandagen i Konzerthaus i Wien.

Var man til stede, glemmer man det formentlig aldrig.

Operatenor nr. 1
Det kan godt være, den seneste portrætudsendelse om den 39-årige tyske tenor med middelhavs-looket hedder ’En helt almindelig helt’, men stemmen og sceneudstrålingen er langt, langt ud over det sædvanlige.

På et tidspunkt, hvor den jævnaldrende Rolando Villazón for anden gang i karrieren har slidt sig så langt ned, at det har krævet aflysninger resten af året, er Jonas Kaufmann mere end nogensinde favorit til posten som dagens operatenor nummer et.

Tysker eller ej, så har den høje, mørklokkede sanger arbejdet sig fra lyrisk begavelse op til ægte muskuløs, italienerfarvet spinto-tenor.

Alt struttede af overskud
Samtidig har han tysk som sin sproglige hjemmebane. Kombinationen gav en aften med lieder af Schubert, Schumann og Richard Strauss, der simpelthen ikke fås bedre.

Efter ti minutters forsinkelse kom sangeren på scenen fulgt af en af den klassiske musiks mest stjernevante akkompagnatører, østrigeren Helmut Deutsch, der i næste weekend også akkompagnerer Bo Skovhus ved en liedaften i Århus.

Sammen lavede de en koncert med mere end fuldt program, hvor alt struttede af overskud. Samtidig med, at alle detaljer var under kontrol.

Jonas Kaufmann lagde fra land med en af Franz Schuberts længste, fortællende romantiske lieder af den type, der kaldes ballader. Altså en hel historie.

I dette tilfælde om venskab større end døden, der kræver, at solisten spiller flere roller, og at pianisten omskaber sine to nodesystemer til et orkesterpartitur med naturkatastrofer og svulmende følelser.

Ingen af delene voldte vanskeligheder, og så dykkede parret ellers på hovedet i musikhistoriens bedste liedcyklus, Robert Schumanns højspændt romantiske ’Dichterliebe’.

Aldrig hørt bedre
Lad det være sagt med det samme – jeg har aldrig hørt det gjort bedre ved en koncert, altså live. Muligvis ikke engang på plade.

Jonas Kaufmanns stemme tillader ham at kombinere tenorens høje register med barytonstemmens grundklang – ligesom det er tilfældet hos Plácido Domingo – og med den kloge, erfarne Deutsch ved Glyptotekets lille flygel blev resultatet enestående godt.

Alle følelser i spil
Balance og overblik forhindrede ikke sangeren i at afsøge og dække alle følelsesmæssige hjørner i de 16 sange, hvor Heinrich Heines digte og Robert Schumanns musik lader en elskende poet opleve kærlighedens svæv og afgrunde.

Fra vidunderlige følelsesbriser i den indledende ’Im wunderschönen Monat Mai’ over det overspændte digtergemyts tårevædede forelskelse til den tragiske afslutning, der er uundgåelig, når kunstværket er skabt i første halvdel af 1800-tallet.

Dengang hjerte i dén grad rimede på smerte.

Man har oplevet mere kontrastjagende opførelser af ’Dichterliebe’ end Kaufmanns og Deutschs. Men næppe nogen, der så umanieret kom paletten rundt og samtidig skabte en afrundet helhed.

Ofte udnyttede tenoren sotto voce-chatteringer, der kunne være så svage, at det var et under, de overhovedet kunne nå ud i rummet med den ganske vist rigelige akustik.

Alligevel betog det fuldstændig hørt fra mit sæde på sjette forreste række. Sangen ’Am leuchtenden Sommermorgen’, der som et trøstende minde dukker op igen i klaverets efterspil efter sidste sangs katastrofeslutning, blev en lysende poetisk pianissimo-perle i hænderne på Kaufmann, der lod blomsterne tale til digteren med forunderlige stemmer.

Ingen svaghedstegn
Uden at misse en pointe og uden et eneste svaghedstegn fuldendte parret Schumanns overspændte kærlighedsrejse med den voldsomme sang ’Die alten, bösen Lieder’, hvor den ironiske digter begraver alle sine bristede drømme i en kiste, der ifølge teksten skal være »større end Heidelberger-fadet«.

Af den simple grund, at den skal kunne rumme al kunstnersjælens kærlighed og smerte.

Ak ja, de romantikere!

Masser af Strauss
Som om alt dette ikke så rigeligt var billetprisen på mindre end 500 kroner værd, fik vi en hel afdeling til. Proppet til randen med luksuriøst farverige senromantiske lieder af Richard Strauss.

Kendte og mindre kendte præsenteret i perfekte buketter.

Man kunne nå at tænke både »udsøgt« og »hvor enormt kraftfuldt!« i en lied som ’Sehnsucht, og med ’Freundliche Vision’ nåedes et inderlighedspunkt – en drøm i pianissimo med digteren Otto Julius Bierbaums rørende øjebliksbillede af kærlighed og fred i idylliske omgivelser.

Diametralt modsat, men lige så veldoseret var udtrækket af fuldbrystet pomp og pragt i Strauss’ ’Heimliche Aufforderung’, og igen tænkte man, at denne koncertaften ville være en, man aldrig kom til at glemme.

Et musikalsk højdepunkt
Formentlig hørte de tilstedeværende, der onsdag fyldte Glyptotekets festsal næsten – men ikke helt – til bageste række, en af vor tids fem bedste tenorer på et tidspunkt i hans karriere, hvor han står så stærkt, han måske nogensinde kommer til.

Knivskarp i sine teksttolkninger og fysisk i en form, der ikke kan blive bedre.

Stemmen vil udvikle sig bemærkelsesværdigt over de næste ti år, men måske kommer den aldrig til at gribe stærkere end denne onsdag aften i København, hvor al majfriskhed var samlet i Schumanns ’Dichterliebe’, mens pigehvin fra Tivolis rutsjebane trængte ind gennem Glyptotekets glastag.

Strauss-hit på rad og række i form af hans kendte og elskede opus 27 afsluttede programmet.

En fantastisk ’Ruhe, meine Seele!’, ’Und morgen wird die Sonne wieder scheinen’ samt den helt store, blændende gestus i kærlighedserklæringen ’Cäcilie’.

Kaufmann på tenortinderne
To ekstranumre – også af Strauss – blev smidt oven i hatten. Vi gik fra koncerten med en følelse af at være blevet mere end generøst behandlet af en tenor, der efter sin nyudgivne pragtindspilning af Puccinis ’Madama Butterfly’ med Angela Gheorghiu netop har nået tenortinderne.

Glyptoteket havde glemt at skrive Helmut Deutschs navn i det trykte program, som bare var et sammenklipset sæt A4-ark, folk sad og flaprede med.

Ny Carlsberg Fondet har pengene til at stable disse usædvanligt luksuriøse Helge Jacobsen-koncerter på benene, men de savner musikkyndig bistand til præsentationen af de særdeles attraktive arrangementer, der dårligt nok annonceres, og som burde være langt mere profilerede.

Vandrørene vil vide, at vi får Jonas Kaufmann til København igen i 2010 – og det endda i en væsentligt større koncertsal. Til den tid er det bare om at være hurtig ved billetlugen.

Går over i historien
Uanset hvordan det går fremover med hjerteknuseren og klovnekunstneren Villazón, der lige nu venter på at komme under kniven for en ubehagelig cyste på stemmebåndene, vil den lige så vokalt generøse, men anderledes klassisk overblikssøgende og alligevel charmerende Jonas Kaufmann gå over i musikhistorien som et af vor tids helt store tenorer.
 

 

 
 
 
 
 






 
 
  www.jkaufmann.info back top