DR, Ugens CD, uge 41
Skrevet af: Jens Cornelius
Verdi: Arier
 
I næste måned fylder Verdi 200 år, og pladeselskaberne pumper Verdi-cd’er ud.
 
To fluer med et smæk: Wagner og Verdi fylder 200 år i 2013, og tenoren Jonas Kaufmann har lavet både en Wagner-cd og en Verdi-cd.
Da Wagner-cd'en udkom tidligere i år, lagde vi os fladt ned her på P2. Nu er hans Verdi-cd udkommet, opskriften er den samme og det er resultatet også: Jonas Kaufmann synger sig soleklart til hæderen som Ugens Cd på P2.

Hits og hovedroller
Cd'en er et uforskammet udvalg af de mest berømte tenorarier fra Verdis kendteste operaer: Rigoletto, Aida, Maskeballet, Othello, Trubaduren og flere endnu. Her er hits som "La donna e mobile" og "Celeste Aida", der i sig selv kan gøre det værd at gå en aften i operaen.
Det er samtidig en slags visitkort fra Jonas Kaufmann - hans bud på de hovedroller, han sigter efter de kommende år. Hans kalender er booket indtil 2019!

Revet med af musikken
Selv i små bidder er Verdis musik meget intens. "Da jeg indspillede cd'ens to scener fra Othello, blev jeg så stærkt trukket ind i musikkens strøm, at jeg kunne have sunget hele forestillingen på stedet", siger Jonas Kaufmann. "Men jeg må være tålmodig… Othello er farlig, for man bliver revet med i sådan en grad, at stemmen kan tage skade, og det varer endnu et par år, før jeg for første gang skal synge rollen på en scene" fortæller den begavede sanger, der blandt sine mange udtryksmidler også har et fantastisk godt udseende. Sådan ser en stjerne ud!

En italiener indeni
I begyndelsen af sin karriere sang Jonas Kaufmann især lette, lyse roller. Det var før en sanglærer foreslog ham at lukke op for den stemme, han egentlig havde i sig: En dramatisk, meget mørk tenor, perfekt til voldsomme operaer. Han fik sit store gennembrud, da han sang hovedrollen som Alfredo i Verdis La Traviata. Nu fremstår han som vor tids måske største "italienske" tenor. Og han har travlt i år, hvor hele verden fejrer Verdi: Jonas Kaufmann har allerede sunget Don Carlos i tre forskellige opsætninger (London, München og Salzburg) og skal senere i år for første gang optræde i to andre Verdi-operaer, Trubaduren og Skæbnens magt.

 

 

 
 
 
 
 






 
 
  www.jkaufmann.info back top