Politiken, 16. sep. 2015

Thomas Michelsen

Råstærk mestertenor har det, konkurrenterne kun kan drømme om

Jonas Kaufmann står som vinder af kapløbet mellem hans gamle og nye pladeselskab.

Lørdag kunne man opleve ham ved ’Last Night of the Proms’ med en stemme så ekstremt maskulin og kraftfuld, at publikummer kastede trusser op på scenen til ham. Hans vokale råstyrke er uhørt. Og at Jonas Kaufmann sluttede aftenen i Royal Albert Hall af med – som den første tysker nogensinde – at synge ’Rule, Britannia!’, svarede nærmest til, at han havde gået på vandet. Eftertragtet tenor Tenoren fra München kan tilsyneladende alt. Alle vil have en luns af ham, og Kaufmann blev vred på Facebook, da det for nylig gik op for ham, at hans tidligere pladeselskab, Decca, af samme grund planlagde at overhale indenom med et album med arier af Puccini. Det skulle udkomme i åbenlys konkurrence med det nye af samme slags, som hans nuværende selskab, Sony, releasede med ham i fredags. Der er kun en lille håndfuld operasangere, som kan tjene seriøse penge til deres pladebagmænd ved at udgive den slags album, og Kaufmann hører til i flokken sammen med kollegaer som Anna Netrebko og Cecilia Bartoli. Men nu ligger begge album der, og man må bare konstatere, at vinderen af efterårets beskidte Puccini-konkurrence ikke er et af pladeselskaberne, men Jonas Kaufmann selv. For selv om albummene er forskellige, er den overlegne stemmebrug den samme, og hvad dén angår, bliver man ikke snydt, uanset hvilket album man vælger. Snyderiet ligger i, at Decca med ’The Age of Puccini’ faktisk kun præsenterer tre stykker af den italienske komponist: to arier samt et uddrag af operaen ’La rondine’, som Kaufmann har indspillet sammen med sopranen Renée Fleming. Både disse tre stykker og resten af albummet er genudgivelser fra det bagkatalog, Kaufmann har hos Decca. Et bagkatalog selskabet givetvis har retten til at genudgive, som de vil. Utraditionelt udtryk De to arier, der indleder Deccas udgivelse, er til gengæld to superhit. ’Så kold den lille hånd er’ fra ’La bohème’ og ’E lucevan le stelle’ fra ’Tosca’ viser begge, hvad Kaufmann kunne for syv år siden. En suverænt kontrolleret stemme med en bredde, der overgår grænserne for de fleste andre tenorers ydeevne, giver tyskeren et udtryk af dunkende testosteron, når han åbner munden. Det er et udtryk, der måske er utraditionelt, men som ikke overgås – og som sætter Kaufmann i stand til at brede sig fra italiensk verismo hos Puccini til voldsomme ’Wölse’-råb hos Wagner. Det sidste viser han på sit to år gamle Wagner-album, og også de øvrige arier på Deccas ’The Age of Puccini’, komponeret af samtidige italienere som Ponchielli, Boito og Mascagni, demonstrerer, hvordan Kaufmann ligesom engang Domingo henter sin kraft fra en barytonbund, der hos ham ulmer som mørk mahogni under tenoroverfladen. Deccas genudgivelse er sat sammen af highlights sunget med uimodståelig kraft og glød, og uddrag fra Mascagnis ’Cavalleria rusticana’ rykker grænsen for ultimativ styrke i det fortvivlede udtryk, en italiensk mand kan opbyde, når han må sige farvel til sin mor. Smækker man Kaufmanns nyindspillede Puccini-album i afspilleren – det fra Sony – fortsætter turen gennem tenordrømmeland. Og gennem næsten hele Puccinis produktion. Hos Sony er alt nyindspillet, og alt er af Puccini. Men råstyrken er den samme straks fra de indledende brudstykker af ’Manon Lescaut’. Det er alvoren også, og det bør man måske kritisere Jonas Kaufmann for i dette repertoire. Selv når han skal en tur forbi den komiske enakter ’Gianni Schicchi’, tager han fat med wagnersk seriøsitet. Det er vildt imponerende, men ikke vildt underholdende. Hans svage toner kan lyde hule, og stemmen virker i det hele taget sløret eller matteret, når Kaufmann dæmper den. Det er prisen for at slippe så voldsomme kræfter løs. Men måden, han skifter mellem styrkegrader og mellem stemmens registre på, er overlegen, og selv den mest effektjagende operanørd kan få styret sin trang til for eksempel høje h’er i et uddrag fra Puccinis helt tidlige opera ’Le Villi’ og stadionhittet ’Nessun dorma’. Sidstnævnte er den koncentrerede kulmination, pladen bygger op til, og Kaufmanns bud ligger langt fra Pavarotti. Men det er mørkt, fokuseret og suverænt disponeret. Råstyrke og vokale skægstubbe På genudgivelserne fra Decca har man glæde af Prags Filharmoniske Orkester under dirigenten Marco Armiliato i Puccini, mens det på resten af pladen er Antonio Pappano, der akkompagnerer med sit italienske orkester og kor fra Accademia Nazionale di Santa Cecilia i Rom. På Sonys nyindspilninger er det Pappano og hans romerske styrker, der regerer fra start til slut. Pladen er simpelthen indspillet i Rom, og med deres indforståede måde at trække vejret på er de den ideelle bund for tenoren. Her er både kor og ekstra solister, og eneste anden lille ærgerlige ting er sopranen Kristine Opolais, der har sunget ’Manon Lescaut’ med Kaufmann på scenen, men som her lyder falmet og gammeldags. Men det er på en måde ligegyldigt, når man hele tiden har Kaufmanns tenor i øret. Straks efter et par rolige indslag fra blandt andet ’La bohème’ leverer han suveræn sort alvor og så meget overlegen barskhed og bid i uddrag fra Puccinis westernopera ’La fanciulla del West’, at man simpelthen er blæst bagover af kraften i et udtryk, man håber ikke ender med at køre ham ned for tidligt. Jeg kunne ikke lade være med til sammenligning at lægge en anden ny tenorskive i afspilleren. Kineseren Yinjia Gong er virksom på svenske scener. Ledsaget af det finske symfoniorkester fra Lahti og dirigenten Markus Lehtinen synger han ’E lucevan le stelle’ meget mere på kernen af stemmens slanke klang, og hans ’Nessun dorma’ er en helt anden oplevelse. Fint fokuseret. Men det belcanto-agtige udtryk vender nærmest på højkant, når man lige har lyttet til Kaufmanns magtdemonstrationer. Det er ellers fint alt sammen, hvis ikke lige Gong havde problemer med sine høje toner, både hos Donizetti og Verdi, på en cd, der også rummer franske uddrag af blandt andre Gounod. Jonas Kaufmann har den råstyrke og de vokale skægstubbe, andre tenorer kun kan drømme om. Det er ekstremt. Men det er også ekstremt fascinerende.