Politiken, 1. sep 2010

Michael Bo

Tidens største operatenor aflyser uden tøven

Jonas Kaufmann insisterer på kun at gå på scenen, når han er i topform.

(»Drømmende smukt og fuldt af længsel er dit lysende blik«. Den tyske verdensstjerne Jonas Kaufmann prøver på "Dein ist mein ganzes Herz", som han forhåbentlig sang som ekstranummer i Tivolis Koncertsal i aftes. )

Diverse pladecovere og glittede magasinforsider lyver ikke: Jonas Kaufmann er en pæn mand. Særdeles pæn endda. Høje kindben, mørke krøller, en amorbue til mund, brune øjne, tredjedagsskæg. Just so. Grånende bakkenbarter, men det er bare en charme mere. Og når han står og prøver i Tivolis Koncertsal denne eftermiddag, har han sådan lidt nonchalant foldet armene under brystet på sin grå sweatshirt. Kan man det? Og samtidig nå de høje toner? »Drømmende smukt og fuldt af længsel«, synger han, oversat til hurtigt dansk, fra ’Dein ist mein ganzes Herz’, som er et af de ekstranumre, han prøver sammen med Tivolis Symfoniorkester, »er dit lysende blik«, og stemmen går blidt, blidt, men bestemt, op i højderne. Og: »Når jeg hører din stemmes klang, er det som at lytte«, og Kaufmann lægger igen an til et af disse delikate, næsten uhørlige pianissimi, som han mestrer: »til musik«. Ventet med spænding Vi er ikke mange til stede i salen under sådan en prøve, men vi, der er der og kan smelte, vi gør det. Det er det, Franz Lehárs musik skal kunne. Foldede arme og grånende bakkenbarter eller ej. Jonas Kaufmanns danske besøg har været stærkt imødeset. Han var her i fjor, men nærmest incognito, idet han sang lieder på Glyptoteket, men ikke en djævel kendte til arrangementet. Dét gør de nu og her med hensyn til Tivoli. Det gør det ekstra pikant, at Kaufmann kommer hertil lige i kølvandet på sin mexicanske tenorkollega Rolando Villazóns forkølede skandalekoncert samme sted for et par uger siden, den, I ved nok, hvor han, angiveligt fordi stemmen var medtaget af snue, endte med kun at synge en seks-syv minutter. Det tog en totalt udsolgt sal ganske lang tid at få Tivoli til at give entrépengene retur. Udsatte tenorer Koncerten med Kaufmann fandt sted i aftes, efter deadline på denne artikel. Går vi ud fra, selv om der sad en angst og nagede, eftersom Kaufmann på det seneste har aflyst diverse prestigiøse optrædener. Men forhåbentlig sang han, og forhånventlig blev han nødet til at komme af med alle de ekstranumre, han øvede mandag eftermiddag. »Tenorer er mere udsatte end andre stemmetyper«, siger Jonas Kaufmann i vores interview. »Det er en lang stemme med et stort register med både meget dybe og særdeles høje toner, og det lægger en vægt på stemmen«. Fra fysisk til psykisk problem »Personligt kender jeg flere sangere med dybe stemmer, hvis stemmebånd ser forfærdelige ud, men det betyder ikke så meget, at de lyder sådan her ...« . Kaufmann harker nogle hæslige vokaler ud i lokalet. »... for de skal ikke lyde yndigt, sådan som en tenor skal. En baryton kan synge længe uden overhovedet at opdage, at hans stemme har problemet, og når han har hvilet ud i ferien, er den som ny igen«. »En tenor derimod opdager det med det samme!«, og han knipser med fingrene, så øjne og ører står på stilke. »Og hvis det ikke nytter noget at aflyse og slappe af og holde kæft, så er det måske din teknik, den er galt med, og så vil problemet altid vende tilbage. Og så bliver det til et psykisk problem, fordi du altid vil være bange for, at i aften, i aften kommer det igen«. Aflyser gerne Hvordan har du det med at måtte aflyse en koncert? »Jeg aflyser altid, hvis jeg er usikker. Der er ingen, der kommer og kan give en sanger et nyt instrument, hvis han synger sin stemme i stykker. Jeg får masser af breve fra skuffede publikummer, når jeg har aflyst, folk, der har rejst hundreder af kilometer for at høre mig, og som er vrede på mig«. »Hvad de ikke indser, er, at det giver mening at spare på stemmen ved at aflyse en forestilling, for så vil man kunne synge mange andre gange i fremtiden. Og så er det lige meget, om man får at vide, at denne koncert er ugens, sæsonens, måske hele resten af dit livs vigtigste optræden«. »Men hvad betyder det? Koncerten i sig selv kan umuligt blive god, og bagefter kan du være sat ud af spillet i lang tid, måske for altid, og ingen kommer og kompenserer dig økonomisk for det. »Vi sangere er nødt til at tænke på det store billede. Jeg elsker det her job for meget til at risikere det på én koncert«. Opera i Men’s Health Sin relativt unge alder til trods – Kaufmann er netop fyldt 41, selv om han kunne gå for at være ti år yngre – er han ingen overnight sensation. Han har været professionel sanger i halvandet årti, men har tålmodigt arbejdet sig op gennem hierarkiet i de krævende tyske operahuse. Og han er ikke kommet gratis til noget, på trods af et udseende der mere leder associationerne hen i retning af italienske fodboldspillere end klassiske sangere. Selv hader han, officielt i hvert fald, at få revet sit ansigt og sin figur i næsen, og han er oprigtigt forarget over, at et fitnessblad som Men’s Health vil have fat i ham til en billedserie og pludselig synes, at opera er så fantastisk interessant, og han har nedlagt forbud mod, at hans pladeselskab bruger de allermest babede af hans billeder. Luigi Alva eller en Jon Vickers Det mest overraskende ved dig er vel, at vi er vant til, at tyske sangere lyder på en bestemt måde, og så går du rundt og har de der middelhavsvokaler som en indfødt italiener. »Uha, da jeg begyndte at studere på Musikhochschule i München, var det stadig sådan«, siger Kaufmann. »Jeg blev uddannet til at lyde nøjagtig som en tysk tenor, et meget let og transparent klang, ekstremt bøjelig og uden noget nedre register i stemmen, en lille smule ensfarvet. Det var det, folk forventede, også jeg selv«. »Med det her instrument«, og Kaufmann tager sig til brystet, »er der ikke nogen, der kan fortælle dig, at nå, det er en stradivarius, du har der, den skal så lyde præcis sådan eller sådan. Det kan man sige til en violinist om hans instrument«. »Man kan ikke sige til en tenor, at aaah, det er en Luigi Alva eller en Jon Vickers, du har«, siger han med henvisning til to vidst forskellige tenorer, en, der specialiserede sig i det lette sofistikerede Rossinirepertoire, og en, der var verdens bedste i det tunge ekspressive fag. »I mine første år som sanger havde jeg frygtelige problemer, og en dag fik jeg en ny sanglærer, som sagde: Hvorfor synger du ikke med din egen stemme?«. Kort vej til mig til dig Mange sangere forholder sig til deres stemme, som om den stod ovre i hjørnet i en kasse, og de kunne sidde og pege på den. Neutralt. »Ja, sådan har jeg det slet ikke. Jeg er lykkelig for, at mit instrument er bygget ind i min krop. Vi har en fordel frem for violinisten, som allerførst må føle følelsen inde i sig selv og så få den ud gennem armene og ud i hænderne og buen og så over i strengene«. »Hele den proces med at få et instrument til at leve. Alt, hvad en sanger skal, er at opleve en følelse indeni af lidenskab, smerte eller glæde, og så vil den følelse automatisk farve de toner, der kommer ud. Fra jeg føler noget her«, og han holder sig til mellemgulvet, »til du føler det samme sted hos dig selv, er der en ganske kort vej«. Ingen begrænsninger Noget helt særligt ved Jonas Kaufmanns karriere er, at han ikke begrænser sig i sine repertoirevalg. Som om han har besluttet, at intet må forblive ham fremmed. Kun Plácido Domingo har spredt sig så meget i bredden og dybden, at han mere eller mindre er nået ned til bunden af kommodeskuffen af tenorroller, det mest fyldige repertoire af dem alle! Kaufmann er stadig den unge tenorløve, der fylder på fra oven. »Hver gang jeg påtager mig et nyt parti, gør jeg det ekstremt varsomt. Der er stor mangel på tenorer i verden, som synger Wagner på et vist niveau, derfor bliver man kimet ned af operadirektører, der tilbyder dig det ene Wagnerparti efter det andet, og der bliver man nødt til at blive ved med at sige nej, ligegyldigt hvad de vil give dig af penge«. »Jeg sang Wagners ’Lohengrin’ i sommer og synger Siegmund i ’Valkyrien’ næste forår, men jeg er nødt til at mærke, at stemmen er klar. Det, der er så urimeligt ved mit fag, er, at man er nødt til at sige ja til roller fem år frem i tiden. Jeg mener: Ville man bede en maler i dag om at vælge de farver, han vil bruge om fem år?«. Tung Othello Og faktisk kan det være, at man om fem år slet ikke er i stand til at synge rollen? »Ja, det kan være tilfældet. Stemmen udvikler sig hele tiden, og du siger og prøver at foruddiskontere, hvordan din stemme vil udvikle sig. Jeg får hele tiden tilbudt at synge Verdis ’Otello’, fordi min stemme har denne mørke klang«. »Jeg ville elske at synge Otello, men hvis jeg gør det for tidligt, lukker jeg nogle døre bag mig, og måske vil min stemme kun kunne synge højdramatiske roller bagefter«. »Måske vil den miste sin lethed og højde, fordi Otello er så tung«. Let Rossini »Det er det samme problem, hvis du kun synger roller, der er for ’lette’«. »Hvis man kun synger Rossini og konstant prøver at sno sin stemme rundt om alle disse små hjørner og kanter i Rossinis triller og koloraturer, så vil din stemme aldrig vokse, aldrig ekspandere og opnå den rundhed, fylde og mørkhed, der bør komme med alderen«. Til prøven i Koncertsalen når Jonas Kaufmann til arien ’Lamento di Federico’, en ung fårehyrdes morbide kærligheds- og dødslængsel: »Hvor gerne glemte jeg ikke alt«. Og jeg mærker varmen i brystet, da Kaufmann synger de afgørende linjer i sin naturlige stemme i højt, højt register, ikke med denne artificielle falset, som ringere talenter tyer til.

Jonas Kaufmann Tysk operasanger, 41 år. Født i München, hvor han studerede, først matematik og siden ved Musikhochschule. Sine første to professionelle år tilbragte han i al beskedenhed ved Staatstheater i Saarbrücken 1994-96, hvorefter han stille og roligt klatrede opad i karrieren med afsæt i Stuttgart og Zürich. Slog internationalt igennem i midten af 2000-årene, i bl.a. ’Carmen’ på Covent Garden, London, og ’La traviata’ ved Metropolitan, New York. Synger i dag på verdens største scener. Er blevet kaldt den fineste tyske tenor siden den legendariske Fritz Wunderlich, der døde i 1966.